● Muhammad Was Here (:-)

Filmen består af 2-3 minutters sekvenser, én for hver ugedag, som er optaget med et Bolex Super 16 kamera på forskellige typer film. Ved hjælp af timelapse registreres solens daglige gang hen over det samme køkkenbord. Kun lysets retning og intensitet ændrer sig under optagelsen, mens motivets elementer, eksempelvis en frugtskåls indhold, skifter en smule fra dag til dag. Filmfejl som støv og synlige tapesplejsninger kombineret med et elektronisk og off-screen lydspor forstærker det abstrakte udtryk.

Efter anslaget mod WTC i 2001 og mordet på den hollandske filminstruktør Theo van Gogh har jeg set forholdet imellem Vesten og den muslimske verden som et uomgængeligt emne at behandle kunstnerisk og på film. Jeg var i gang med en genindspilning af Andy Warhols film »Sleep«, som i stedet for en homoseksuel kunstner skulle have et muslimsk overhovede i rollen som den sovende. Det var tænkt som en symbolsk akt i fredens tjeneste, men krisen omkring Muhammedtegningerne i 2005 gjorde en forbrødring meningsløs for mig.

Min egen skepsis overfor en fundamentalistisk måde at udøve Islam på gør, at jeg må se konfrontationen med Vesten som begyndelsen til en konflikt, som på grund af formynderiske og uforsonlige mænd i øst og vest vil fortsætte ind i de næste mange generationer. Hvis en fredelig sameksistens skal være mulig, må forandringen komme fra Allahs egne døtre.

Min plan var derfor at lade 7 kvinder fortælle om deres forhold til Islam, én monolog for hver af ugens dage. Jeg ville i denne film sætte min lid til kvinderne. Ved at lade både muslimer og ikke-muslimer kommer til orde, håbede jeg samtidig, at alle parter ville se sig anstændigt repræsenteret, men ingen af de kontaktede havde mod på at deltage. Min ansøgning til Det Danske Filminstitut blev af konsulenten også ganske misforstået. Jeg valgte derfor i stedet at lave denne »instrumentale« version uden tale.

Det polemiske antydes allerede i den ironiske titel, som jeg har valgt at lade efterfølge af tegnene (:-), hvilket let kunne ses som en afbildning af Muhammed. Det var de amerikanske soldater, der under 2. Verdenskrig udbredte graffitien »Kilroy was here«. Ordene var altid skrevet ved siden af en primitiv tegning af en langnæset fyr, som stikker hovedet op over en kant. Angiveligt var Kilroy en amerikansk marineinspektør, som, når han havde godkendt et nybygget skib, tegnede sit særlige mærke på skroget.

Nogle religioner har lige frem som grundtese, at det er muligt at se guddommens aftryk i alt, selv i helt almindelig hverdagsting. Hvis jeg var religiøs, kunne jeg altså vælge at lade en affilmning af sollysets daglige vandring være en billedmæssig repræsentation af det guddommelige. Man kan således tolke filmens billedside som min udfordring af billedforbudet, som er udtalt i f.eks. Islam. Jeg ser nok bare solens gang hen over mit køkkenbord som et billede på livets opståen og verden som kontinuerlig proces.

At der er anvendt en forskellig filmtype til hver optagelse er ikke en pointe i sig selv. Det var kun et spørgsmål om at få ryddet op i en masse rester. Der var farvefilm og sort/hvid film med forskellig følsomhed (ISO-tal), der var reversal film, superkontrastfilm, film med dobbelt og enkelt perforering. Det er naturligvis heller ikke foregået inden for den samme uge, men spredt over nogle måneder. Og endelig måtte jeg lave en ekstra optagelse, efter at jeg havde leveret timelapseudstyret tilbage til Joachim Koester, da det viste sig, at én af råfilmen havde været sat i et kamera før. Bag mine optagelser kunne man ane en gadescene fra et eller andet muslimsk udseende, mellemøstligt eller nordafrikansk land. Det var fristende at tage denne dobbelteksponering med i filmen, men den blev alligevel i sidste ende valgt fra.

Hvordan lyder det, når planeterne i vores solsystem drejer om sit midtpunkt? Filmens soundtrack er mit bud på sfærernes musik, hvor hverdagslyde lejlighedsvis er mikset ind, og til sidst overtager disse helt lydbilledet.

Niels Plenge, 2017

Niels Plenge 2007/2017, super 16mm film transferred to HD video, 19 min